Som sunket i jorden

Opdateret: 31. August 2008 12:03

Af Lars Kryger
lklk@bergske.dk

Kameraden. Tre tyske piloter på Fliegerhorst Grove. Karl Rechberger er den høje, mørkhårede mand til højre på billedet. I midten står Hermann Stock, der blev dræbt i sin natjager. Den tredje mand på billedet er ikke identificeret.

Flere links

Fotogalleri fra mindehøjtideligheden

Læs også

På torsdag samles pårørende fra Australien og England ved en grav på en mark i Stadil for at mindes de otte flyvere, der styrtede ned den 4. september 1943. Selv om det er 65 år siden, føjer der sig stadig nye aspekter til historien. Den tyske natjagerpilot, der skød de otte flyvere ned, er nu identificeret.

På torsdag vender 2. verdenskrig tilbage til nutiden for en kort stund, når pårørende, som er kommet rejsende fra Australien og England, samles ved gravene med deres kære, der den 4. september 1943 styrtede ned med en Lancaster-bombemaskine på en mark ved Stadil.

Blandt de pårørende vil være den 85-årige Margareth Downing fra Australien, som vil sige sit sidste farvel til broderen Sidney. Og der vil være den jævnaldrende Jessie Bowler fra England, der vil sige farvel til sin Ernest, som hun giftede sig med som 19-årig i 1942 og mistede året efter.

På vej hjem

Sidney Milton Forrester, Ernest Thirkettle og seks andre allierede flyvere mister livet på vej hjem til England efter at have deltaget i et stort bombetogt mod Berlin. Deres firemotorers bombemaskine med kendingsbogstaverne EE138 er en af de 316 Lancastere, som Royal Air Force sender mod den tyske hovedstad, hvor deres samlede last på 965 ton bomber dræber 550 mennesker og gør 35.000 hjemløse.

Også EE138 får kastet sine bomber og flyver hjem i nattemørket, men ikke ad den planlagte rute. Det er meningen, at Lancasterne fra Berlin skal flyve nordpå over svensk territorium, runde Skagen og så derfra fortsætte ud over Nordsøen mod hjembasen Binbrook i det østlige England.

Det er første gang, Royal Air Force bevidst lægger sin returrute ind over Sverige - og det på trods af, at svenskerne håndhæver deres neutralitet og beskyder de engelske fly, der trænger ind i luftrummet. Men hellere svensk beskydning end den tyske over dansk territorium. I løbet af krigen lander en del engelske besætninger i Sverige, eller springer ud med faldskærm. Og faktisk giver Royal Air Force senere i krigen sine piloter ordre til at forsøge landinger i Sverige - eller »Brighton« som det kaldes - i stedet for at risikere havari på vej hjem til England.

Men EE138 flyver ikke over Sverige. Lancasteren med eskadrilleleder Kelaher som førstepilot er nødt til at vælge den farlige vej og dreje ind over dansk territorium. Måske er maskinen beskadiget, måske har den tabt brændstof og kan ikke klare turen rundt om Skagen.

Det er også set, at piloter har taget chancen, men det har eskadrillechef Kelaher næppe gjort i dette tilfælde. Om bord på EE138 er der nemlig et nyt kuld unge mænd, som er ude på deres første rigtige bombemission, og som derfor har fået den erfarne 30-årige eskadrillechef med som chef og pilot. Hans opgave er at få de unge med hjem i live.

Natjageren venter

Bombardementet af Berlin har sat Luftwaffe i alarm.

Hos Nachtjagdgeschwader 3 på Fliegerhorst Grove ved Karup sender man natjagere på vingerne. De får ordre til at lægge sig i venteposition, hvis engelske fly skærer ind over Danmark. Luftwaffe ved, at Ringkøbing Fjord udgør et så markant geografisk pejlemærke for engelske fly, at muligheden for at fange et bytte er meget stor her. Ringkøbing Fjord er en yndet ind- og udfaldsvej til Tyskland, da den endda kan ses om natten.

Flyvningen går tilsyneladende godt for Lancasteren, men på den tyske Freya-radar i Luftwaffes Ringelnatter-lejr ved kysten nord for Søndervig er den spottet.

Derefter tager Ringelnatters to Würzburg-radarer over. Den ene radar følger Lancasteren, og den anden leder natjageren mod sit mål i nattemørket.

Om bord på den tyske natjager Junker JU88C-6 sidder tre mand: Unteroffizier Hermannsdörfer og Unteroffizier Feldhoff - den ene er mekaniker og den anden betjener flyets radio og radar.

Klokken er over to om natten. Ved natjagerens styrepind og kanoner sidder piloten, Flieger-Leutnant Karl Rechberger.

Flyet - en Junker JU88 - er en allround tomotorers bombemaskine, der fremstilles i 15.000 eksemplarer og udvikles i flere varianter til brug i mange funktioner. Som bombefly, torpedobomber, rekognosceringfly og som natjager, hvilket bliver dens primære rolle sidst i krigen.

Karl Rechbergers C-model har en topfart på 480 kilometer i timen og er forsynet med en radar med en rækkevidde på tre kilometer. Teknologien er endnu i sin vorden, så radaren er ofte ustabil på grund af indtrængende vand og vibrationer fra flyet. I tide og utide brænder radiorørene af, lige når piloten skal til at affyre flyets maskinkanoner.

Men denne nat svigter radaren ikke Karl Rechberger. Et sted ved kysten fanger han den store Lancaster og kommer inden for sikker skudafstand, som gerne må være helt ned til 50 meter.

Karl Rechberger skyder med sine 2 centimeters maskinkanoner. Lancasterens to skytter Arthur Rolfe og Ernest Thirkettle svarer igen med deres meget mindre maskingeværer placeret henholdsvis agter og oven på maskinen.

Et enormt brag

Kampen overværes fra jorden af landmand Ingemann Halkjær i Stadil.

»Vi vågner op til motorlarmen fra to fly, og på samme tid kan vi høre skyderi. Jeg står op og går hen til vinduet, og ser to fly i stor højde, der skyder mod hinanden. Flyene kommer fra syd og passerer over os, mens fire ildtunger fra den tyske natjager viser, at der bliver skudt. De flyver mod nord men drejer til venstre kort efter. Flyene kommer igen i lav højde, og det britiske fly bliver ramt igen af det tyske fly, idet det stiger op i himlen. Der går ild i det britiske fly. Lige syd for gården tipper flyet halvvejs og styrter lodret ned. Højden er måske et par hundrede meter, og besætningen har formentlig ikke vovet at springe ud.

Da flyet rammer jorden omkring 400 meter herfra, eksploderer det med et enormt brag, som når en stor genstand rammer vand. Det er så voldsomt, at folk i Husby 14 kilometer væk vågner, og jeg husker, at jeg instinktivt springer væk fra vinduet, fordi det føles så nær ved.«

Ingemann Halkjærs datter, Ellen Pedersen, husker også styrtet.

»Flyet er faldet ned i skellet mellem land og rørbuske et par hundrede meter fra gården. Der er et kraterlignende hul, vel omkring 30 meter langt, og i et meget stort område ligger der i tusindvis af sønderrevne vragdele. Maskinen er totalt knust, og der findes kun meget få rester af besætningen. Hullet, som flyet er forsvundet i, bliver hurtigt fyldt med vand, og det gør et uudsletteligt indtryk på os alle.«

Trækors

I noget rørbevoksning finder Ingemann Halkjær dagen efter styrtet en krop uden hoved og lemmer - som tyskerne begraver på stedet. Ingemann Halkjær lader den lokale tømrer fremstille et trækors, hvorpå ordene »Til minde om faldne allierede Flyvere« skrives, og som han placerer på gravstedet.

Kroppen bliver i 1947 taget op igen af en Royal Force-efterforskningsgruppe og begravet på kirkegården på Svinø ved Sydsjælland, hvor mange allierede flyvere ligger begravet.

Hvem af de otte besætningmedlemmer det er, vides ikke.

Faktisk er det først efter krigen, at det kan endeligt fastslås, at det er Lancaster EE138 fra Royal Australian Air Forces Squadron 460, der er styrtet ved Stadil. Det sker, da de britiske myndigheder kommer i besiddelse af de lommebøger, der findes på stedet, og som tilhører besætningsmedlemmerne Kelaher og Forrester.

I 1947 forsøger Royal Air Force at trække Lancasteren op af jorden på Stadil-marken, men må opgive at vriste det ødelagte skrog fri af det, som de lokale kalder en slags kviksand.

Marken på Stadiløvej er derfor grav og mindested for eskadrilleleder og pilot Carl Richard Kelaher, 30 år, Australien, andenpilot Sidney Milton Forrester, 22, Australien, navigatør Ewin Garth Carthew, 21, Australien, bombeskytte Cyril Augustine Walsh, 30, Australien, mekaniker Herbert Freemann Jowet, 20, England, radiooperatør John Creswell Coombes, 23, England, topskytte Ernest Albert Cecil Thirkettle, 22, England, og agterskytte Arthur Rolfe, 39, England.

De otte i Stadil er blandt de over 100 allierede flyvere, der mister livet den nat, og EE138 er et af de 20 fly ud af 316, der aldrig vender hjem fra Berlin.

Siden 1950 har en sten med de faldnes navne indhugget og malet i Royal Air Force’ smukke blå farve prydet stedet, hvor en fordybning og de små vragstumper, der lejlighedsvis kan dukke op på marken efter en pløjning, er eneste spor af EE138.

Mindes på nettet

Ligesom gravstedet i den virkelige verden holdes smukt, plejes mindet om de otte helte også i den virtuelle verden i form af en hjemmeside på internettet.

På www.EE138.net fortælles om den skæbnesvangre mission, og der tegnes meget smukke portrætter af flere af de otte omkomne. Særligt gribende er de australske familiers beretning om deres unge mænd, der forlod deres fredfyldte, solrige hjemland for at finde døden på en mark i Stadil så langt væk.

Knugende er det også at se bryllupsbilledet af topgunner Ernest Thirkettle, en bare 22-årig smilende londoner, med sin 19-årige brud Jessie ved sin side i 1942. Året efter er han død. På hjemmesiden kan også ses de telegrammer og kondolencebreve, som den unge enke modtager fra Royal Air Force, efterhånden som Ernest går fra at være savnet til død. Jessie bliver siden gift igen, men har altid hæget om sit minde om Ernest. På torsdag den 4. september er hun også at finde - som 85-årig - ved hans grav i Stadil.

Regnskab

Der er det særlige ved luftkrig fly mod fly under 2. verdenskrig, at døden er mere klinisk end landkrigens barbari. Der føres endda nøje regnskab med hver enkelt pilots sejre - eller »the kills«, drabene, som det også hedder. Og det gælder hos alle krigens parter. Det er takket være disse lister, at Karl Rechberger bliver identificeret som ham, der skød EE138 ned. Og det er takket være den nemme informationsudveksling på internettet, at listerne efterhånden bliver lagt frem.

Da Karl Rechberger klokken 02.32 konstaterer, at Lancasteren er tilintetgjort, returnerer han til Fliegerhorst Grove, aflægger rapport og kræver den som hans sejr. Nedskydningen af EE138 er blot Rechbergers anden sejr. En uge forinden har han skudt et fly ned i Skagerak vest for Hirtshals. Om det er en engelsk Wellington eller en svensk kurermaskne af typen Douglas DC 3 er der modstridende oplysninger om.

Fra Stadil-nedskydningen og en måned frem får Rechberger ikke ram på noget.

Så kommer den 9. oktober, hvor han får hele to sejre på én nat. En Lancaster skyder han ned og senere et fly, der blot kan identificeres som et firemotorers fly. Dette fly får Rechberger ram på over Hannover.

Da Rechberger jagter sin femte sejr, går det galt. Den 4. november lykkes det ham at skyde et Stirling-fly ned over Kallerup i Nordjylland. Den engelske besætning springer ud med faldskærm, og alle overlever på nær én, hvis skærm ikke folder sig ud. Rechberger selv bliver ramt i låret, men det lykkes ham at bringe sit beskadigede fly til landing på basen i Grove.

Intet flyver-es

Fem sejre får Karl Rechberger registreret, og det gør ham ingenlunde til et flyver-es. Hans navn er dog at finde blandt de tusindvis af Luftwaffe-piloter, hvis antal nedskydninger er registreret på hjemmesiden www.cieldegloire.com. De bedste tyske piloter topper her med flere hundrede nedskydninger.

Et særligt prominent navn blandt natjager-piloterne og et sandsynligt forbillede for Karl Rechberger er prins Heinrich zu Sayn-Wittgenstein, der er født i København i 1916 som søn af den tyske diplomat Gustav Alexander zu Sayn-Wittgenstein.

Prins Heinrich opnår i sin natjager 84 sejre, inden han selv skydes ned i 1944 og dekoreres posthumt med den meget høje orden Ritterkreuz mit Eichenlaub und Schwerten - ridderkors med egeløv og sværd.

Men hvad sker der med Karl Rechberger? Hvorfor findes der ingen oplysninger om ham efter de fem nedskydninger i efteråret ’43?

En søgning på google giver knap 300 hits på navnet, der peger i retning af Østrig, men ingen, der kan identificere flieger-leutnanten fra Grove.

Heller ikke en efterlysning hos www.fliegergemeinschaft.de, som er en forening for al tysk flyverpersonale, spændende lige fra krigens Luftwaffe-piloter til det moderne Tysklands luftvåben-ansatte, giver resultat.

Og Herbert A.W. Thomas i Bochum, der mistede et ben under en træfning med fjenden, og figurerer på internettet som en slags formand for natjager-personellet, hævdes død inden for de sidste par år. Heller ikke ham kan der længere ringes til.

Ingen skyldfølelse

Forfatteren til bøgerne »Luftkrig over Danmark«, Carsten Petersen, der regnes for en af de største eksperter på sit felt, er sikker i sin sag.

»Karl Rechberger overlever krigen. Men jeg ved ikke, hvad der bliver af ham siden«, siger Carsten Petersen og fortsætter:

»Jeg har interviewet et halvt hundrede natjagerpiloter. De har ingen skyldfølelse over at have skudt engelske piloter ned. De føler, at de skulle beskytte de tyske byer mod de allierede bombardementer. Interessant nok er mange af dem faktisk siden hen blevet pacifister. »Einmal war genug«, siger de. En gang er nok. De mener, at krig er sindssygt. De har set de store tyske byer brænde og har følt sig magtesløse, efterhånden som de i stadig ringere grad, som krigen skrider frem, er i stand til at dæmme op for de allieredes bombardementer. Mange tyske natjagerpiloter har bare en tendens til at glemme, at de selv deltog i bombardementet af de engelske byer i krigens begyndelse«.

Historien fuldendt

Bent Anthonisen, Ringkøbing, har som historisk interesseret været med til at kortlægge Lancasterens skæbne den septembernat i 1943, og har gennem mange år været i forbindelse med australske pårørende.

»I Nazi-Tyskland blev især ubådskaptajner med deres besætninger og jagerpiloter betragtet som store krigshelte, når de havde sænket mange skibe eller nedskudt mange allierede fly. De følte selv, at de forsvarede Tyskland ved at sænke allierede skibe eller ved nedskydninger hindre allierede bombemaskiner i at angribe tyske byer, hvor mange tusinde civile menneskeliv gik tabt. Sådan så vi jo ikke situationen i Danmark eller i nogen af andre besatte og udplyndrede lande. Når man især i slutningen af krigen i Danmark næsten hver nat kunne høre den brummende lyd fra allierede bombemaskiner, glædede man sig og håbede det bedste for de unge allierede flyvere deroppe. De var vores helte, der var med til at give os friheden tilbage«, siger Bent Anthonisen og tilføjer:

»I dag er der gået 65 år siden Karl Rechbergers nedskydning af EE138, og derfor kan man nu tillade sig at fortælle hele historien. Karl Rechbergers historie er også en del af vores historie«

Midtjyske Medier forbeholder sig ret til, men er ikke forpligtet til, at redigere eller fjerne kommentarer fra debatter, der er racistiske/injurierende eller på anden vis i strid med gældende lovgivning. Det samme er gældende for indlæg, der er skrevet i en grov tone eller som udleverer personlige oplysninger.

Ved at kommentere accepterer du, at Midtjyske Medier herefter frit og fremover kan offentliggøre dit indhold på enhver platform og/eller ethvert medie, som drives af Berlingske Media.